MalRum.dk

Vægmaleri - alle vægge, hvor der er brug for fortælling og fantasi.

HISTORIE

Jeg er uddannet folkeskolelærer, og det er mig, der står bag MalRum.dk. Idéen til MalRum.dk tog form i 2008, hvor jeg på væggen i min søns værelse malede Rasmus Klump, der red på halsen af giraffen Rosa. Giraffens hals blev malet helt op i kippen, så al vægplads blev udnyttet optimalt, og min søn jublede!

I 2015 gjorde jeg alvor af den idé, jeg havde puslet med og arbejdet på ved siden af mit arbejde som lærer siden 2008: Jeg sagde mit faste job op og dedikerede al min tid til at lave vægmalerier og anden kunst. Hvor MalRum.dk tidligere blev drevet på hobbyplan, er virksomheden nu både hobby og passion!

HVEM SÆLGER I TIL?:

Jeg maler i daginstitutioner, skoler, plejehjem, biblioteker, butikker, hoteller, uinspirerende mødelokaler, lange tomme gange – alle steder, hvor der er brug for at sende tankerne på langfart.

En sjælden gang imellem maler jeg også hjemme hos private.

For Frederikssund Begravelsesforretning maler jeg desuden på kister og urner.

HVEM SAMARBEJDER I MED?:

Jeg maler der, hvor der er brug for malerier, så jeg tager ud i hele landet. Jeg køber materialer hos:

Create Art i Slangerup

Flügger i Frederikssund

XL byg i Skibby

Samarbejdspartner: Frederikssund Begravelsesforretning

HVORDAN SER FREMTIDEN UD?:

Jeg har de sidste 3 år hovedsageligt malet i daginstitutioner på hele Sjælland, nu vil jeg gerne videre og male i virksomheder, i deres mødelokaler, gangarealer eller kantiner. Jeg vil også meget gerne samarbejde med arkitektfirmaer, så jeg kan være med i processen omkring byggeri og indretning af plejehjem, skoler og daginstitutioner.

EVENTUEL CASE:

Jeg har lige færdigmalet 22 meter stakit med 9 børnesange til en parkeringsplads ved en børnehave. Det gamle stakit lagde man slet ikke mærke til, men nu har børnene alle et favoritmaleri, som de lige skal hen og røre ved, kigge på og selvfølgelig synge sangen, inden de skal videre. Børn og voksne bliver sat i gang med dagen i godt humør og sang på hjernen.