Per 1. november 2022 kan virksomheder igen søge tilskud til energispareprojekter gennem Erhvervspuljen. Formålet med puljen er at gøre tilbagebetalingstiden kortere for projekter, der sparer energi ude i virksomhederne.

Erhvervspuljen er ikke ny, men denne gang er der en række ændringer, som gør, at flere vil kunne få accept. Samtidig er puljen nu åben hele året.

Tilskuddet dækker op til 50 procent af de støtteberettigede omkostninger og beregnes ud fra henholdsvis energi- eller CO2-besparelsens størrelse.

Ansøg her: https://sparenergi.dk/erhverv/vaerktojer/erhvervstilskud/kom-i-gang-med-ansogningen-til-erhvervspuljen

Hvilke projekter kan I søge tilskud til?

Udgangspunktet er, at I kan søge støtte til alle typer projekter, som kan sikre energibesparelser og hjælpe Danmark med at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

Det gælder f.eks. udskiftning af lys- og varmekilder, ny ventilation, varmegenvinding, skift til varmepumper osv.

Ansøgningsprocessen er dog stadig forholdsvis kompleks, så det er vores anbefaling, at I starter med at danne jer et overblik over, om I er støtteberettigede. Desuden skal I overveje, om de mulige støttekroner står mål med de ressourcer, I skal bruge på at ansøge og gennemføre projektet.

Er I støtteberettigede?

Måske er I i tvivl om, hvorvidt I er støtteberettigede?

Vi anbefaler, at I:

• Læser mere på sparenergi.dk.
• Deltager i Energistyrelsens webinar den 8. november kl. 16-17.30. Tilmelding til: kgjn@ens.dk.
• Kontakter Energistyrelsen med jeres case på 51674301 eller erhvervstilskud@ens.dk.
• Starter med at kigge på beregningsskemaet, som skal medfølge i ansøgningens Fase 1.

I er også velkomne til at kontakte Kåre Rasmussen fra Frederikssund Erhverv på kmr@frederikssunderhverv.dk.