Frederikssunds revisordronning abdicerer

Karin Hansen kunne den 1. august 2017 kigge tilbage på 50 år i revisorbranchen. Nu lægger en af Frederikssunds mest markante erhvervskvinder ”lommeregneren på hylden”, når det aktive arbejdsliv indstilles med udgangen af august måned.

Onsdag d. 30. august

Og Karin Hansen kan trygt efterlade Dansk Revision Frederikssund i hænderne på de tre nuværende indehavere. I fællesskab har de skabt en lokal virksomhed med mere vind i sejlene end nogensinde før.

Atten medarbejdere på adressen i Havnegade og kunder inden for stort set alle brancher er det imponerede resultat af Karin Hansens virke som selvstændig virksomhedsejer. Et langt og markant virke, der har budt på alt fra ligestillingskamp i revisorbranchen og stiftelse af Frederikssund Erhvervsforening til udvalgspost i Mimi Jacobsens erhvervsministerium - og forsiden af B.T.

Revisoruddannelse lå ikke i kortene

Karin Hansens forældre ejede og drev en frisørsalon i Frederikssund, så en videregående uddannelse som revisor lå ikke umiddelbart i kortene.

- Mine forældre havde ikke taget en videregående uddannelse, men alligevel tror jeg, at de indirekte har påvirket mig. De drev jo en mindre virksomhed, så det er jeg vokset op med. Selv var jeg god til regning og matematik i skolen og blev også matematisk student. Så det var logisk, at jeg skulle lave noget med tal. Desuden var jeg vant til at være leder fra spejderne, hvor jeg var tropsfører for 59 piger. Det har også givet mig ballast til at drive egen virksomhed.

Karin Hansens far havde arrangeret en læreplads på apoteket i Frederiksværk, men den blev inden start ændret – af Karin selv – til en elevplads hos Carsten Haubjerg på Revisorinteressentskabet i Frederikssund. Hun blev hos Revisorinteressentskabet i små ti år og færdiggjorde sideløbende uddannelsen som registreret revisor.

Efter en kort afstikker hos en revisionsvirksomhed i Hillerød startede Karin Hansen den 1. maj 1979 Frederikssunds Revisionskontor ApS. Til at begynde med lå virksomheden i ydmyge lokaler på Holmensvej og i baghuset af Jernbanegade 18 og siden december 1985 i de nuværende kontorlokaler i Havnegade.

- Jeg kastede mig ud i det med kun ganske få kunder på hånden. Mit første mål som selvstændig var at få kunder nok til at have to deltidsansatte, der kunne aflaste. Et halvt år efter jeg startede, kunne jeg ansætte den første medarbejder – dog kun i 10 timer om ugen i første omgang, smiler Karin Hansen.

Siden er det gået slag i slag, og virksomheden er vokset kontinuerligt. I 1998 købte nuværende medindehaver Sanne Hedegaard Pedersen sig ind i virksomheden, der i dag tæller i alt tre indehavere. Karin Hansen har siden 2013 ikke haft ejerandel, men i stedet været ansat i den virksomhed, hun selv startede i 1979. Hun ejer fortsat kontorlokalerne på Havnegade sammen med Sanne Hedegaard Pedersen.

Til kamp for ligestilling i revisorbranchen

En selvstændig, kvindelig revisor var for fyrre år siden et sjældent syn, og Karin Hansen kan da også berette om adskillige episoder, hvor hun på grund af sit køn er blevet behandlet anderledes – og ringere – end mandlige kolleger. Det er dog aldrig gået hende på. Tværtimod har det været benzinen, der har fået motoren til at gå i endnu højere omdrejninger.

- Jeg har mødt meget skepsis og kønsdiskrimination gennem årene, men det har ikke været et problem for mig. Det har motiveret mig til at præstere endnu bedre. Og omvendt har der også været klare fordele ved at være en af de få kvinder i en mandsdomineret branche. Jeg har altid været meget synlig i branchen og i medierne. Jeg har uden tvivl fået en række spændende opgaver på grund af mit køn. Men når jeg tænker tilbage, er der da en række ”sjove” episoder, som man nok ville rynke på næsen over i dag.

Karin Hansen kan blandt andet berette om en konference, hvor hun stod sammen med et par mandlige branchefæller. På et tidspunkt henvendte en herre sig til en af mændene i gruppen og pegede på Karin: ”Jeg tror altså ikke, at man må have sekretærer med”.

Den manglende ligebehandling og de små bump på vejen har dog aldrig rystet Karin Hansen. I stedet tog hun selv ansvar for at ændre tingene.

- Da jeg var i Revisorinteressentskabet i slutningen af 1960'erne, fik kvinderne typisk kun lov til at bogføre og skrive på maskine. Det var ikke godt nok for mig. Jeg hævede min børneopsparing, købte tre spadseredragter og forventede at komme med ud og revidere. Og det kom jeg så.

På trods af øget ansvar og tilfredse kunder fik Karin Hansen dog stadig mindre i løn end hendes mandlige kolleger.

- Det var ikke godt nok for mig, og da jeg fik at vide, at de desværre ikke kunne tilbyde mig en højere løn, valgte jeg, efter afsluttet uddannelse, at forlade virksomheden. Tre år senere stiftede jeg mit eget selskab.

Karin Hansens karriere har budt på en hel del medieomtale - blandt andet dengang hvor hun havnede på forsiden af BT. Karin havde til Frederiksborg Amts Avis udtalt sig kritisk om det daværende skattesystem, som hun kaldte ”nedbrydende” og ”umoralsk”. Det opsnappede BT, og under et besøg hos den lokale bager kunne Karin Hansen pludselig se sit citat blæst op på spisesedlen.

Startede Frederikssund Erhvervsforening

Karin Hansen er uomtvisteligt en kvinde med mange meritter på CV'et. En af dem er Frederikssund Erhvervsforening, som hun var med til at starte i 1999. Foreningen var forløberen for Frederikssund Erhvervs- og Turistcenter (FETC).

- Jeg var medlem af Frederikssund Erhvervsråd, men oplevede ikke det store engagement. Jeg følte, at det ,bremsede erhvervsudviklingen i byen. Derfor foreslog jeg, at vi ansatte en erhvervschef, så vi kunne skabe vækst og styrke erhvervslivet i kommunen. Det synes den daværende borgmester (Knud Christoffersen, red.) var unødvendigt.

Afslaget var dog ikke tilfredsstillende for Karin. Sammen med Kim Thorsgaard (tidl. bogtrykker, indehaver af rejsebureauet Bella Mallorca) og Henning Jørgensen (tidl. direktør og medejer hos Anker Hansen & Co.) arbejdede hun gennem et års tid på stiftelsen af en ny forening. De mødtes hver fjortende dag og lavede lobby og -benarbejde for at få grundlaget for den nye forening på plads. Arbejdet kulminerede med et stormøde på Kalvøen, hvor det daværende erhvervsråd blev lukket ned, og Frederikssund Erhvervsforening blev stiftet.

- Det var en super spændende tid, hvor vi knoklede hårdt for at få stablet foreningen på benene og skaffe medlemmer. Jeg synes godt, man kan sige, at vi skabte fundamentet for en stærk erhvervsforening. Vi er alle tre rigtig glade for, at det går så godt i dag, og at der er dygtige folk ved roret. Det var godt givet ud at lægge alle de timer i det dengang, lyder det fra Karin Hansen.

Torsdag den 31. august fra kl. 13-16 fejres Karin Hansen til en reception på Restaurant Kalvø.

Karin Hansens karriere – kort fortalt

50 år i revisorbranchen.
Selvstændig revisor siden 1979.
Syn- og skønsmand i en årrække.
Har siddet i revisornævnet i 18 år.
Har siddet i udvalg under Erhvervsministeriet
Har rådgivet kommuner og erhvervsforeninger om iværksætteri, generationsskifte med mere.
Har holdt talrige foredrag for offentlige og private instanser.