Bæredygtig Bundlinje udvider med hjælp fra COWI

Som lokal virksomhed i Frederikssund Kommune kan du via projektet Bæredygtig Bundlinje få konsulenthjælp for 30.000 kroner til at lave en grønnere forretningsmodel for din virksomhed. Nu udvides projektet til at fokusere endnu mere på materialer.

Fredag d. 13. oktober

Frederikssund Erhverv har lavet en aftale med rådgivningsvirksomheden COWI, der via Bæredygtig Bundlinje tilbyder hjælp til at undersøge "materialepotentialer".

Lokale virksomheder kan altså få yderligere konsulenthjælp til en værdi af 40.000 kroner og få konkrete anbefalinger til mere miljøvenligt og økonomisk rentabelt brug af materialer.

Samlet set kan man som lokal virksomhed nu få professionel hjælp til at optimere både energiforbrug og materialeanvendelse for i alt 70.000 kroner.

10 virksomheder er med – fem pladser tilbage

Bæredygtig Bundlinje er en tværgående indsats i Region Hovedstaden, der skal effektivisere virksomheder med miljøet for øje, men samtidig gavne deres bundlinjer.

I Frederikssund er der plads til i alt 15 lokale virksomheder.

- Vi har oplevet en fin tilslutning til Bæredygtig Bundlinje, og allerede nu er 10 af de 15 pladser besatte. Tre lokale virksomheder har afsluttet deres forløb, mens syv andre er undervejs, lyder det fra projektleder i Frederikssund Erhverv, Patrick Zaubitz.

Det er gratis for virksomhederne at benytte sig af tilbuddet – det kræver blot engagement og tid (cirka 90 timer for hele forløbet). Målgruppen er små og mellemstore virksomheder beliggende i Frederikssund Kommune og resten af Region Hovedstaden.

Du kan læse mere om Bæredygtig Bundlinje her.

Hvordan deltager min virksomhed?

Tilmeld din virksomhed ved at kontakte Patrick Zaubitz, projektleder i Frederikssund Erhverv.
Mail: paz@frederikssunderhverv.dk. Tlf.: 24 62 98 62.