Den lokale forankring er omdrejningspunktet for Hansen Is

Familien Eibye Hansen har stor succes i Hansen Is. Virksomheden med base i Lyngerup i Hornsherred har oplevet støt stigende vækst siden starten i 2003.

Mandag d. 18. december

I de senere år har brødrene Anders og Rasmus drevet og udviklet familievirksomheden efter et vellykket generationsskifte.

Især på Sjælland er Hansen Is i dag et eftertragtet og veletableret brand, der også forhandles i resten af Danmark og i Stockholm.

Ud over den velkendte flødeis, der kommer som literis og ispinde, udvikler Hansen Is også andre produkttyper. Seneste skud på stammen er en delikat karamelsovs (dulce de leche) baseret på de samme, lokale råvarer som isen.

Lokal mælk er den "hemmelige ingrediens"

Netop lokale råvarer udgør fundamentet for al produktion i Hansen Is. På isfabrikken produceres der flere tusind liter cremet flødeis hver eneste dag. Og mælken kommer fra lokalt græssende køer.

I virksomhedens egen mælkebil henter Hansen Is dagligt al den mælk, der produceres på Svanholm og på Stensbølgård i Hornsherred. Det giver mening – både ud fra et kvalitetsmæssigt og miljømæssigt synspunkt.

- Kvaliteten af vores råvarer skal være så høj som muligt. Det er utrolig vigtigt, fordi netop kvalitet er den primære årsag til, at folk bliver ved med at købe vores produkt. Så det går vi aldrig på kompromis med, siger Anders Eibye Hansen og fortsætter:

- På Svanholm og Stensbølgård får vi noget helt fantastisk mælk fra sunde, økologiske køer. Den måde køerne opdrættes på afspejler sig i kvaliteten af vores is. Det smager simpelthen bedre i sidste ende.

- Og så har vi selvfølgelig også en interesse i at belaste miljøet så lidt som muligt. For selv om vores udgangspunkt er lokalt, har vi også et globalt ansvar. Derfor giver det mening, at vi blot skal et par kilometer frem og tilbage for at hente mælken.

Lokale hænder producerer isen

Hansen Is har en medarbejderstab på 25 fastansatte. I sommerhalvåret er der rygende travlt på fabrikken, og derfor vokser staben her til 35 medarbejdere. Isfabrikken har i øvrigt en produktionskapacitet på 10.000 liter is - dagligt.

Mange af medarbejderne kommer fra lokalområdet, og det er en bevidst strategi fra brødrene Hansens side:

- Vores familie har drevet isfabrik i Lyngerup siden sidst i 60’erne, og vi er meget bevidste om vores lokale rolle. Vi ser os selv som en integreret del af lokalsamfundet, som er med til at skabe lokale arbejdspladser. Det er der nærmest ærefrygt i for os. Vi er stolte over det, men det er samtidigt et stort ansvar.

Stolte istraditioner gennem fire generationer

Hansen Is bygger på stolte traditioner for isproduktion i begge grene af familien.

I den fædrene del af familien startede oldefar Hans-Peter Hansen et mejeriudsalg i Hillerød, der i 1920’erne udviklede sig til Frederiksborg Is.

Under farfarens ledelse rykkede ismejeriet i 1969 til den nuværende beliggenhed i Lyngerup. Da vilkårene for selvstændige isproducenter var meget vanskelige op gennem 1980’erne og 1990’erne, endte Anders’ og Rasmus’ far med at sælge isfabrikken til fødevaregiganten Nestlé i 1997.

Fem år senere kløede det i fingrene på faren, han ville gerne fremstille is igen. Og denne gang ville han gerne have sønnerne med ombord. Sammen besluttede de at lave is efter de gamle familieopskrifter med de bedst mulige råvarer.

Hansen Is var født, og resten er historie.

Du kan læse mere om Hansen Is på deres hjemmeside.