Transportbesøg fra Folketinget

Onsdag formiddag fik politikerne fra Folketingets Transportudvalg et indgående indblik i infrastrukturprojekterne i Frederikssund.

Fredag d. 6. januar

Der er gang i byggeriet i Frederikssund Kommune i disse år. Den nye Fjordforbindelse, Vinge by og en ny S-togsstation er nogle af de store infrastrukturprojekter, der allerede er igangsat i området.

Fælles for projekterne er, at de er afhængige af god infrastruktur, og her spiller en færdiggørelse af Frederikssundsmotorvejen en afgørende rolle.

Onsdag formiddag var Folketingets Transportudvalg derfor på besøg i Frederikssund for at besigtige de igangværende projekter og infrastrukturen i området.

Du kan se et indslag fra TV2 Lorry om onsdagens besøg ved at trykke her.

Peter Bo Andersen, direktør i Frederikssund Erhverv, siger:

Der bliver bygget en ny bro, en ny station og en ny bydel de næste par år, hvilket er meget positivt. Men færdiggørelsen af Frederikssundsmotorvejen er en nødvendighed for at binde projekterne sammen. Det er ikke alene vigtigt for borgerne, der pendler frem og tilbage fra København, men i høj grad også for vores erhvervsliv og de virksomheder, der overvejer at flytte aktiviteterne til Frederikssund Kommune.

- Derfor er vi glade for, at Transportudvalget tog sig tid til at besøge området og sætte sig ind i problematikkerne. Det er vores opfattelse, at der er mange gode kræfter, som kan se nødvendigheden af at få ført motorvejen helt til Frederikssund.

Der er tidligere udfærdiget anlægslov for Frederikssundmotorvejen, så det er nu finansieringen af færdiggørelsen, der skal på plads.

Transportudvalget på besøg - pic

Folketingets Transportudvalg på besøg i Frederikssund - her i pavillonen i Vinge.