Jobopslag: Projektleder til Fjordlandet

Der er tale om en meget spændende, nyoprettet stilling i det strategiske samarbejde, Fjordlandsprojektet. Er det dig, eller en du kender?

Mandag d. 20. november

Et unikt turisme- og markedsføringssamarbejde

Fjordlandet er landet, der er langt væk på ingen tid. Det er fællesskab, landskab og kulturhistorie, fjordliv og frihed. Og det er et strategisk samarbejde mellem visitorganisationerne i Roskilde, Frederikssund, Lejre og Holbæk kommuner om at udvikle og markedsføre turismeprodukter og oplevelsespakker omkring Isefjorden, Lammefjorden, Holbæk Fjord og Roskilde Fjord.

Målet er klart: flere turister skal til Fjordlandet. Det skal ske gennem et intensiveret samarbejde og digital markedsføring af Fjordlandet. Til at stå i spidsen for indsatsen søger vi en engageret og dygtig projektleder med udprægede evner inden for kommunikation, formidling og markedsføring via digitale og sociale medier.

Som Fjordlandets projektleder får du en unik mulighed for at bygge noget helt nyt op fra grunden, for at skabe en ny måde at arbejde med turisme og oplevelser på og for at skabe et brand og lægge stenene til destinationen Fjordlandet. Du skal arbejde sammen med nogle af de førende attraktioner uden for københavnsområdet og i en særegen pallette af tilbud og i et historisk naturlandskab.

Opgaven er præget af stor selvstændighed og finder sted i en stor geografi, hvor du har fingeren på pulsen i forhold til lokale aktiviteter og begivenheder. Du får en bred kontaktflade med turismeerhvervet, visitorganisationer, lokale attraktioner, festivaler og andre samarbejdspartnere.

Er det dig, vi søger?

Så læs mere om jobbet i jobprofilen og søg stillingen via knappen nederst på denne side.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Thure Dan Petersen, centerchef for Kultur og Fritid i Lejre Kommune, tlf. 20 74 22 13, eller Nina Allin, chefkonsulent i Genitor, tlf. 28 38 05 11.

Ansøgningsfristen er den 8. december 2017 kl. 10:00.