Få tilskud på op til en kvart million til hjælp med avanceret produktion

Har din virksomhed udfordringer i forbindelse med avanceret produktion? Kan I se mulighederne og de klare fordele, der kan ligge på dette område? Så er nedenstående tilbud måske noget for jer.

Onsdag d. 20. december

Produktionsvirksomheder vil i 2018 kunne få tilskud til afklaring af, om der er økonomisk og forretningsmæssigt potentiale i at indkøbe og implementere ny teknologi.

Findes der et potentiale, er der også tilskudsmuligheder til køb af rådgivning og uddannelse i forbindelse med den faktiske implementering af ny produktionsteknologi eller nye digitale løsninger.

Avanceret teknologi skal forstås meget bredt og omfatter eksempelvis robotter og automation, kvalitetskontrol, digitaliseret produktionsoptimering, procesudstyr, Internet of Things og Big data.

Tilskud på op til en kvart million

Tilskuddet kan være op til 100.000 kr. til potentialeafklaring og op til 150.000 kr. til køb af rådgivning og uddannelse.

Ordningen gælder produktionsvirksomheder med 5-250 ansatte (koncernbetragtning).

Projektvarigheden kan være op til 1 år.

I Frederikssund Erhverv påtænker vi at holde et kaffemøde for de interesserede virksomheder. Her vil der være mulighed for at få flere oplysninger, herunder om ansøgningsprocessen og dens frister.

Er du interesseret i at høre nærmere, så kontakt seniorkonsulent Bent Kiemer, Frederikssund Erhverv, bk@frederikssunderhverv.dk eller 47 31 37 01.

Tilbuddet gælder også virksomheder, der ikke er medlem af Frederikssund Erhverv.

Om hjælp til avanceret produktion

Regeringen har afsat 42 millioner kroner til at øge automatiseringen og digitaliseringen af små og mellemstore produktionsvirksomheder - og dermed brugen af avanceret produktionsteknologi.