Stark leverer materiel til brobyggeriet

Endnu en lokal virksomhed har fået en ordre på et af de store bygge- og anlægsprojekter i Frederikssund Kommune. Denne gang er det byggemarkedet Stark på Askelundsvej, der er blevet materielleverandør til byggeriet på den kommende Fjordforbindelse.

Mandag d. 18. december

På fotoet: Per Ranfelt, trælastdirektør i Stark Frederikssund.

- Vi har indgået en aftale med RBAI JV (brobyggerne, red.) om at levere materiel til dem i hele byggeperioden. Konkret drejer det sig om arbejdsbeklædning, sikkerhedssko, materialer, plader, tømmer, isenkramvarer, bolte, beslag med mere, siger Per Ranfelt, der er trælastdirektør i Stark Frederikssund.

- Vi er naturligvis meget tilfredse med ordren. Brobyggeriet er en rigtig stor kunde for os, så vi har valgt at dedikere et par medarbejdere til at servicere dem i dagligdagen. Ofte skal det gå meget stærkt med leveringen, hvis noget på broprojektet går i stykker. Derfor er vi klar til at rykke ud hurtigt og servicere bedst muligt.

Starks ordre hos brobyggerne er kommet i stand igennem Greater Suppliers, der er et leverandørkatalog rettet mod bygherrer i området.

Greater Suppliers, der er udviklet af Frederikssund Erhverv, har blandt andet afholdt arrangementer, hvor indkøbere, projektledere og bygherrer har kunne møde det lokale erhvervsliv ansigt til ansigt. Om konceptet siger Starks Per Ranfelt:

- Vi har længe vidst, at der kom en bro, og at det var en spændende mulighed for os. Så vi var sådan set forberedte, men manglede en samlende instans og en indgang til bygherren. Det hjalp Greater Suppliers os med. Uden dialogen, synligheden og arrangementerne i Greater Suppliers, tror jeg ikke, at vi havde landet ordren. Det har været fantastisk.
Per Ranfelt uddeler også roser til de øvrige lokale virksomheder, der i fællesskab har været med til at løfte hinanden igennem Greater Suppliers:

- Vi har været gode til at anbefale og benytte hinanden lokalt, synes jeg. Erhvervslivet har steppet op omkring det her projekt, og det har været en fornøjelse med en styret handling, hvor vi er gået efter noget større SAMMEN.

Du kan læse mere om Greater Suppliers her.