Nyt medlem: Vigtigt at være en del af erhvervsfællesskabet

Et af de nyeste medlemmer i Frederikssund Erhverv er Tandlægerne i Skibby. At en tandlæge melder sig ind i en erhvervsforening er ikke hverdagskost, så derfor tog vi til Hornsherred for at spørge Per-Rune Alvestad, der ejer tandlægeklinikken på Hovedgaden i Skibby, om årsagerne til indmeldelsen.

Tirsdag d. 14. november

Fra Nordnorge til Hornsherred

Som navnet måske afslører, er Per-Rune Alvestad fra Norge, men har boet i Danmark de seneste ni år. Sammen med sin danske kone flyttede han i 2008 fra sin daværende tandlægeklinik i Lofoten i Nordnorge til Danmark. Efter at have arbejdet fire år som assistenttandlæge overtog han i 2012 klinikken i Skibby, da stifter og daværende ejer John Børresen gik på pension.

Siden overtagelsen har Per-Rune investeret tungt i tandlægeklinikken, der i dag har ni ansatte og cirka 2.500 patienter.

- Vi har haft pæn tilgang af patienter de seneste fem år, men vi har også investeret relativt mange penge i nyt udstyr og flere klinikrum.

En tur ned af gangen på klinikken afslører fem topmoderne og fuldtudstyrede klinikrum, der alle ligner noget fra en NASA-rumfærge. Hvert rum har sit eget farvetema - blandt andet er der ”tøserummet”, hvor møbelbetræk med videre er skrigende pink.

- Det er vigtigt, at vi har det bedst mulige udstyr tilgængeligt til vores patienter og de bedst mulige arbejdsforhold for medarbejderne. Det er dyrt udstyr, men det har været en nødvendig investering for at fremtidssikre klinikken. Af samme årsag prioriterer vi også at deltage ofte på konferencer og kurser, så vi hele tiden har den nyeste viden på vores område.

- Efter de seneste investeringer har vi kapaciteten til flere patienter, og nu handler det om at få flere til at vælge os til. Når patienterne først har været her én gang, er vores erfaring, at de kommer tilbage, siger Per-Rune Alvestad.

En del af erhvervet i kommunen

Et medlemskab af den lokale erhvervsforening står formentlig ikke øverst på prioriteringslisten hos de fleste tandlæger. Men Per-Rune Alvestad ser anderledes på det.

- Vi er måske en anden type virksomhed end så mange andre af medlemmerne i Frederikssund Erhverv, men vi er dog alligevel en virksomhed af en vis størrelse med en pæn omsætning.

- På den måde ser jeg os som en del af erhvervsfællesskabet her i området, og det vil vi gerne være med at til at støtte op om. For os er netværk og et fælles talerør lige så vigtigt som for eksempelvis en produktionsvirksomhed.
Tandlægerne i Skibby er også synlige og engagerede lokalt som sponsorer i cykelklubben CK Viking, Skibby Idrætsforening og Frederikssund Golfklub.

Du kan læse mere om virksomheden her.