SmartGuard fra Slangerup sikrer brobyggeriet

Virksomheden SmartGuard fra Slangerup har fået en større ordre gennem Frederikssund Erhvervs leverandørkatalog Greater Suppliers.

Onsdag d. 6. september

Ordren inkluderer blandt andet tyveri- og indbrudssikring af Fjordforbindelsens byggeplads, adgangskontrol og vagtservice. SmartGuards direktør Casper Wilken fortæller:

- For at være helt ærlig var jeg en anelse skeptisk over for Greater Suppliers til at starte med. Jeg forestillede mig, at vi skulle høre på en masse snak, og at det så ville ende med, at de (brobyggerne fra RBAI JV, red.) alligevel ville vælge et billigt, udenlandsk firma. Sådan har det slet ikke været, og jeg har kun stor ros til konceptet og den hjælp, vi har fået undervejs.

SmartGuard meldte sig under Greater Suppliers-fanerne i 2016. Og for Slangerup-virksomheden var det et dialogmøde mellem leverandørerne og brobyggerne på Femhøj i april 2017, der for alvor satte skred i tingene.

- Vi var med til mødet på Femhøj og mødte nogle meget åbne og samarbejdsvillige folk fra brobyggeriet. Vi fortsatte dialogen med Søren Wallin (indkøbschef for RBAI JV, red.) og endte i en konkurrence med andre virksomheder udefra. Den vandt vi på både pris og koncept.

Når det regner på præsten, drypper det på degnen

Ifølge Casper Wilken hører ordren på brobyggeriet til i den større ende for virksomheden. Til at stå for en del af ordren har SmartGuard valgt at hyre en anden lokal virksomhed ind. Fjordens Vagtservice håndterer nemlig den daglige vagtservice på byggepladsen.

- I Greater Suppliers' ånd har vi valgt en lokal virksomhed til det, vi ikke selv er specialister i. Det giver rigtig god mening for os, at vi på den måde kan hjælpe hinanden.

Byggepladssikring på kryds og tværs

SmartGuard sikrer byggepladsen ved fjorden og de arbejdende brobyggere på alle tænkelige måder. Pladsen er indbruds- og tyverisikret med et omfattende system, der samtidig bruges af brobyggerne til at registrere færdsel.

Desuden har Slangerup-virksomheden implementeret en omfattende adgangskontrol, der samtidig fungerer som et mandskabstællesystem. Alle, der skal ind af en af byggepladsens to porte, skal scannes, og hvis man skal arbejde ved vandet eller på en af prammene, scannes man igen. På den måde sikrer man, at ingen medarbejdere efterlades eller ligger et sted og er kommet til skade.

Selve byggepladsen er sikret med SmartGuards eget koncept, der minimerer antallet af kameraer. En række trådløse sensorer er monteret i jordhøjde og dækker hele pladsen som et edderkoppespind. Når en af sensorerne registrerer bevægelse, sendes en besked til nærmeste kamera med koordinaterne. Herefter vil kameraet med det samme rette "blikket" mod bevægelsen og sende videosignalet til en vagtcentral, der kan vurdere truslen.

SmartGuards sikring af byggepladsen inkluderer også en vejrstation og en vandmåler, der hvert kvarter måler vandstanden i fjorden. På den måde har RBAI JV hele tiden fingeren på pulsen i forhold til de udefrakommende faktorer, der kan påvirke brobyggeriet.

Den nye Fjordforbindelse forventes at stå færdig i efteråret 2019. RBAI JV oplyser, at de i øjeblikket arbejder hårdt på at bygge en udsigtsplatform ved byggepladsen ud for Marbæk strandpark, så lokale borgere og andre interesserede kan opleve de spændende ting, der sker på byggepladsen, uden at komme i karambolage med det omfattende sikkerhedssetup.

Du kan læse mere om konceptet Greater Suppliers her.