"Det handler om meget mere end kaffe"

I butikken i Sundbylille tager Sanne Klonaris fra Sannes Kaffe imod. Vi har sat hende stævne i en times tid til en snak om kaffe, en højere mening med det at drive forretning – og om vigtigheden af et stærkt lokalsamfund.

Mandag d. 17. december

Sanne er en vaskeægte iværksætter med næsten uforståeligt mange jern i ilden.

Ud over arbejdet som skolelærer på Ådalens Skole, hvor hun kun har fri om onsdagen, driver Sanne også butikken på "Lille Haspeholm" på Højskolevej, udlejer sin kaffevogn til alskens arrangementer og arrangerer åbent hus, aftener med gourmetmad, foredrag og senest koncerter.

Kan lide at gøre andre mennesker glade

Man kan næsten blive helt forpustet af at høre Sanne fortælle om sin hverdag, der også inkluderer hendes fem børn samt en stor og velrenommeret hestefoderforretning, som Sannes mand driver.

- Altså, det er måske en eller anden form for diagnose, at jeg hele tiden skal lave være i gang. Jeg får stress af at sætte mig i sofaen - der skal helst ske noget, griner Sanne Klonaris.

Lige inden vi begynder snakken, har hun sagt farvel til en gruppe unge mennesker fra et bosted for udviklingshæmmede, der var besøg på gården og i butikken. De fik æbleskiver og noget at drikke. Uden beregning. Og i morgen kommer der et lignende selskab på visit.

- Grundlæggende kan jeg bare godt lide at gøre andre mennesker glade. Jeg er vokset op i en helt almindelig familie, hvor det var normalt, at man gjorde noget for andre. Mine forældre startede et sodavandsdiskotek for unge mennesker, og min storesøster har arrangeret musikfestivaler. Det er nok den baggrund, der har formet mig.

Sannes Kaffe har eksisteret i fem år. Det hele startede med, at Sanne ikke længere kunne købe den sædvanlige kaffe af god kvalitet i Frederikssund, som hun plejede at servere for kunderne i hestefoderforretningen. Derfor faldt hun over NGO’en Farm Mountain i Randers, hvor søsteren bor. Farm Mountain importerer højkvalitetskaffe fra Uganda på Fair Trade-lignende vilkår. Valget af kaffebrand er sigende for Sanne Klonaris.

- Det handler om meget mere end kaffe. For mig skal der være et højere formål med at drive forretning. Det skal gavne nogen – ikke kun pengepungen, siger hun.

Sanne fik altså efter lidt tovtrækken lov til at forhandle Farm Mountain-kaffen i butikken i Sundbylille. Sidenhen er sortimentet vokset en hel del og tæller nu en lang række specialiteter, delikatesser og brugskunst.

Lokal sammenhængskraft er super vigtigt

At være en aktiv del af lokalsamfundet er vigtigt for Sanne Klonaris. Det er noget, hun hele tiden har for øje, når der arrangeres koncerter, foredrag eller nogle af de mange andre projekter, der er i gang.

- Vi er en integreret del af lokalsamfundet omkring os. Vi er afhængige af, at folk har lyst til at komme her og købe kaffe og så videre, og derfor vil vi selvfølgelig til hver en tid gøre så meget for lokalsamfundet, som vi kan.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at Sanne Klonaris samarbejder med en række lokale fødevareproducenter om råvarer og mad til hendes mange arrangementer. Blandt andet Møllehøj, Søris, Restaurant Toldboden og Restaurant Kalvø.

- Når man driver forretning i en kommune som Frederikssund, skal vi huske at se hinanden som kolleger og ikke konkurrenter. Det er super vigtigt. Vi står meget stærkere hver især, hvis vi kan samarbejde. Hvis man som erhvervsdrivende eller borger vil have et godt lokalmiljø, må man støtte aktivt op om det, lyder budskabet fra Sanne Klonaris.

Den holdning er også årsagen til, at iværksætteren for godt et år siden begyndte at arrangere koncerter i laden på Lille Haspeholm.

- Koncerterne giver noget kulturelt til lokalsamfundet, og vi har fået rigtig gode tilbagemeldinger både fra kunstnerne og gæsterne. Det kommer vi helt sikkert til at fortsætte med, lyder det.

Hush og Pernille Rosendahl med flere har allerede været forbi, og i det nye år er der indtil videre planlagt koncerter med Lis Sørensen (7. marts) og Michael Falch (4. maj). Sanne Klonaris fortæller desuden, at de er langt med planerne om en ny "lagerhal", som vil betyde, at alt hestefoderet ikke skal rykkes rundt, hver gang der skal afholdes et af de mange arrangementer. Det er et stort ønske, at den nye lagerhal bliver en realitet i 2019.

Du kan læse meget mere om Sannes Kaffe på www.sanneskaffe.dk. Butikken kan besøges på Højskolevej 1, 3600 Frederikssund.