Nyt støttehæfte skal løfte foreningslivet og detailhandlen i Frederikssund

Støttehæftet Frederikssund vil rejse penge til de lokale foreninger og samtidig støtte den lokale detailhandel.

Tirsdag d. 27. november

Første udgave af hæftet kom til verden i starten af september og er fyldt med specielle, lokale tilbud. Det er gratis for virksomheder at få en annonce med i hæftet, der sælges af de lokale foreninger.

Bag Støttehæftet Frederikssund står Morten Villadsen og Jesper Nyland fra virksomheden Collab ApS. Deres mission er klar:

- Vi forsøger at hjælpe både foreninger og detailhandel. Vi har oplevet, at forretningerne kæmper med at tiltrække kunder nok, og vi ved, at mange foreninger slås med at skaffe midler. Støttehæftet er vores bud på en løsning, siger Morten Villadsen.

Den første udgave af Støttehæftet Frederikssund er trykt i 3.000 eksemplarer. Hæftet koster 200 kroner, og for pengene får man unikke tilbud fra over 60 lokale annoncører - samtidig med at man støtter en lokal forening efter eget valg.

Kan generere 300.000 kroner til foreningslivet

I øjeblikket er 2.500 eksemplarer ud af i alt 3.000 hæfter ude at arbejde hos de cirka 40 foreninger, der har budt ind på at sælge dem. Usolgte hæfter kan i øvrigt leveres tilbage til Collab uden beregning.

- Vi synes, at hæftet er en meget håndgribelig måde at skaffe midler til foreningerne på. For hvert solgt hæfte får den pågældende forening 100 kroner. Er man dygtig til at sælge dem, kan det hurtigt blive til en fornuftig sjat penge, som kan bruges på nyt udstyr, stævner eller andet, forklarer Morten Villadsen, der har fået ideen til støttehæftet fra hans hjemby Holstebro, hvor et lignende koncept i et par år har kørt med succes.

Netop kendskab til og engagement i foreningslivet har været grobunden for udviklingen af støttehæftet. Jesper Nyland sidder i bestyrelsen i Frederikssund Svømmeklub, men Morten Villadsen er involveret i håndboldklubben HK 73 Frederikssund.

- Hvis alle 3.000 hæfter bliver solgt, ryger der 300.000 ind i foreningslivet i Frederikssund Kommune. At få lov til at være en faktor i forhold til støtte til foreningerne er meget bekræftende for os, siger Jesper Nyland.

Tager tid at implementere

Collab ApS har beskæftiget 3½ medarbejdere i fire måneder på at udvikle hæftet og få solgt ideen ind til foreninger og detailhandel. Selv regner de med, at der går en rum tid, før konceptet bliver udbredt lokalt.

- Vi regner med, at det først er om to eller tre hæfter, at folk forstår konceptet helt. Det tager nok to-tre år at implementere. Men målet er, at det bliver naturligt for foreningerne og detailhandlen at være en del af hæftet. Og selvfølgelig at det bliver en naturlig måde for lokale borgere at støtte foreninger og detailhandel på, siger Jesper Nyland.

- Det er ikke målet, at hæftet bliver en guldrandet forretning for os. Hvis det handlede om at tjene penge, kunne vi bruge tiden langt bedre. Vi tror og håber på, at vi kan skabe en win-win-situation, hvor både foreninger og detailhandel får værdi ud af hæftet. Og så skal man ikke glemme, at de borgere, der gør brug af tilbuddene, både kan spare en masse penge og samtidig støtte foreningslivet, lyder det fra Morten Villadsen.

Anden udgave af Støttehæftet Frederikssund udgives i august måned 2019. Collab ApS er også i færd med at starte konceptet op i Egedal Kommune. Her starter salget af hæfter i februar 2019.

Du kan få mere info om hæftet og de mange, gode tilbud på Facebook-siden ”Støttehæftet Frederikssund”.