Umicore vil bibeholde kompetencerne i Frederikssund

Den belgiske koncern Umicore opkøbte den 1. december 2017 en mindre del af Haldor Topsøes katalysatorproduktion.

Mandag d. 26. november

Efter opkøbet har datterselskabet Umicore Denmark drevet produktionen videre på samme lokation på Heimdalsvej i Frederikssund.

- Vi er glade for at ligge i Frederikssund, og der er ingen tvivl om, at vi meget gerne vil bibeholde kompetencerne og den specialistviden, der ligger hos de nuværende medarbejdere, siger fabriksdirektør Kim Bøjstrup og tilføjer:

- Vi er så småt i gang med at evaluere på vores lokation hos Haldor Topsøe. Vi har kontrakt med dem nogle år endnu, og vi er ved at kigge på, hvad der giver mening for os på den længere bane. Efterspørgslen på vores produkter fortsætter med at stige, så vi ser ud til at skulle udvide produktionen i fremtiden. Enten med flere ansatte, med bedre udnyttelse af produktionskapaciteten eller på sigt med en decideret udvidelse.

Umicore opkøbte for et år siden mere præcist Haldor Topsøes Automotive og Stationary DeNOx-forretning, der blandt andet leverer katalysatorteknologi til lastbilfabrikanter rundt omkring i Europa.

God infrastruktur er meget væsentlig

Når Umicore Denmark skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft til katalysatorproduktionen i Frederikssund, er god infrastruktur en af de væsentligste faktorer, fortæller Kim Bøjstrup.

- Infrastrukturen har stor betydning for vores evne til at tiltrække de rette medarbejdere til Frederikssund. Det oplever vi meget konkret. Til tilsvarende stillinger i vores R&D-afdeling i Lyngby modtager vi hver gang flere og mere kvalificerede ansøgninger.

- Vores akademiske medarbejdere bor typisk ikke i Frederikssund, og så betyder transportmulighederne og tidsforbruget til og fra arbejde rigtig meget. I visse tilfælde bliver vi simpelthen valgt fra på den baggrund.

Fabriksdirektøren tilføjer, at han ikke er i tvivl om, at en forlængelse af Frederikssundmotorvejen vil få en positiv betydning for virksomheden tiltrækningskraft i fremtiden.

Umicore Denmark beskæftiger for øjeblikket 60 medarbejdere i katalysatorproduktionen i Frederikssund. Alt, hvad virksomheden producerer på Heimdalsvej, eksporteres.