CampusDag XL leverede varen igen

Fredag den 13. september var der for andet år i træk CampusDag XL på Campus Frederikssund.

Mandag d. 16. september

Flere end 2.000 unge mennesker fra Campus og kommunens grundskoler besøgte de mere end 30 lokale virksomheder og 100 uddannelsesretninger på Campus.

CampusDagen havde i år fået vokseværk og var udvidet med flere telte, flere virksomheder og et 'Campus Summit' om formiddagen.

Hans Peder Wagner, special advisor i Frederikssund Erhverv, siger:

- I år er vi gået fra 21 til 33 lokale virksomheder, der har meldt sig under fanerne som Campus-ambassadører. Derudover har vi inviteret de nationale videnscentre, så det hele er løftet op på et andet niveau nu.

- Det er blevet så stort, fordi de forskellige parter - og ikke mindst de unge - kan se, at det virker. I kraft af FUEL-projektet tænker og agerer vi i højere grad på tværs end før, og vi har fået bugt med noget af den silotænkning, som tidligere har været en tendens.

- Det er en fornøjelse at være vidne til, hvordan virksomhederne i Frederikssund Kommune bare er gået all-in på det her. De skal have en stor del af æren for, at vi er nået så relativt langt, som vi er. Sammen med uddannelsesaktørerne har vi stille og roligt fået skubbet ungdomsuddannelserne i en mere efterspørgselsdrevet retning. Vi er slet ikke i mål, men vi er rigtig godt på vej, slutter Hans Peder Wagner.

Frederikssund Kommune er den kommune i Region Hovedstaden med de bedste resultater, når det kommer til at få de unge til at vælge en erhvervsuddannelse. De seneste tre år er gennemsnittet i Frederikssund 23,8 %, hvilket er tæt på det nationale 2020-mål om, at 25 % af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse.

Du kan se en video fra CampusDag XL her:

Foto og video: Foli Media

CampusDag XL i Frederikssund er en del af projektet FUEL, der skal sikre, at flere unge vælger og ikke mindst gennemfører en erhvervsuddannelse.

FUEL står for Før, Under og Efter Læringsmiljøer og er et treårigt projekt, der gennemføres af de fem partnere: Frederikssund Kommune, Frederikssund Erhverv og de tre erhvervsskoler: TEC, SOSU H og U/NORD.

FUEL-projektet har modtaget projektmidler fra EU's Socialfond og Regionale Erhvervsudviklingsmidler.