Et trecifret millionbeløb i lokale bro-ordrer

En række lokale virksomheder i Frederikssund Kommune og omegn har fået ordrer på mere end 100 millioner kroner i forbindelse med byggeriet af Kronprinsesse Marys Bro.

Tirsdag d. 24. september

De lokale leverancer har bestået i alt fra vagttjeneste til byggematerialer og frokostordning. Det trecifrede millionbeløb skyldes blandt andet konceptet 'Greater Suppliers', som er et leverandørkatalog udviklet af Frederikssund Erhverv. Via et fysisk og digitalt katalog har lokale erhvervsdrivende kunne præsentere sig selv og deres ydelser over for de entreprenører, der har bygget broen.

- Vi er meget tilfredse med, at brobyggeriet har smittet så positivt af på erhvervslivet lokalt og regionalt. Det var vores håb, da vi i 2016 startede Greater Suppliers, men jeg kan godt sige, at det samlede, lokale ordrebeløb klart har oversteget vores forventninger, lyder det fra direktør i Frederikssund Erhverv, Peter Bo Andersen.


"Det har haft stor betydning for vores virksomhed"

B\Lunch ApS er en af omkring 25 lokale erhvervsdrivende, som har levereret en eller anden form for ydelse til brobyggerne fra RBAI JV i løbet af de sidste to et halvt år.

For cateringvirksomhedens vedkommende har ordren bestået i at levere frokost til alle brobisserne og de øvrige medarbejdere på byggepladsen ved broen de seneste to år.

- Det har været en stor og vigtig ordre for os, som vi aldrig havde fået i hus uden Greater Suppliers. Det har haft stor betydning for vores virksomhed. Kontakten blev skabt igennem Frederikssund Erhverv, og vi fik hjælp til, hvad vi skulle have fokus på for at komme i betragtning som leverandører. Det havde vi haft vanskeligt ved at lykkes med på egen hånd, siger Bente Wolf Lytje, der er indehaver af B\Lunch.


Vigtigt, at investeringerne drypper på det lokale erhvervsliv

Byggeriet af Kronprinsesse Marys Bro blev sat i gang i starten af 2017. Året forinden havde Frederikssund Erhverv lanceret Greater Suppliers, der blev skabt for at koble lokale virksomheder tættere sammen med de entreprenører og bygherrer, der arbejder på større projekter i Frederikssund Kommune. Med leverandørkataloget i hånden – eller på computeren – kan bygherrerne let finde de lokale varer og ydelser, de har behov for.

- I 2016 kunne vi se, at der i de kommende år ville blive investeret milliardbeløb i en række bygge- og anlægsprojekter i Frederikssund-området. Og når vi talte med bygherrerne, var de faktisk meget interesserede i at bruge lokale leverandører, men det kan være svært, især hvis man er et udenlandsk selskab uden kendskab til lokalområdet. Derfor kom Greater Suppliers til verden. Vi synes, at det var et vigtigt indsatsområde at få de store investeringer til at dryppe lidt på det lokale erhvervsliv, fortæller Peter Bo Andersen fra Frederikssund Erhverv.

Konceptet Greater Suppliers vil efter planen køre videre, så lokale virksomheder også kan komme i spil som leverandører til andre større bygge- og anlægsprojekter i fremtiden i Frederikssund Kommune.

Bragt første gang i Lokalavisen Frederikssund den 24. september 2019.