Fjordlandet i stort fremstød

I denne uge sætter turismesamarbejdet Fjordlandet for alvor gang i markedsføringen. Målet er at tiltrække mange flere gæster fra både Danmark og udlandet. Første skridt er en gastronomisk oplevelsesrejse for en særlig udvalgt skare.

Onsdag d. 22. august

Hvor mange gastronomiske oplevelser kan man nå på tre dage? Det finder en gruppe tilrejsende journalister ud af, når de fra torsdag til lørdag skal rundt til en lang række af de restauranter og fødevareproducenter, som ligger i Holbæk, Frederikssund, Roskilde og Lejre Kommuner.

Bag den gastronomiske rundrejse står Fjordlandet, som er et samarbejde mellem de fire kommuner omkring Roskilde Fjord og Isefjorden. Projektleder for Fjordlandet, Thomas Kær Mahler, fortæller om fremstødet:

"Det bliver noget af en tur, journalisterne skal på, og jeg er sikker på, at de vil vende hjem med et klart indtryk af, hvor meget vi har at byde på i vores eventyrlige del af Danmark. De vil se, hvordan vi lokalt er med til at producere nogle af landets bedste fødevarer med dybe rødder i egnens landskab, natur og historie."

På turen rundt skal journalisterne besøge restauranter som SuRi i Holbæk og Moerh i Roskilde. De skal se producenter som Herslev Bryghus og Hansen Flødeis. De skal besøge bæredygtighedsambassadører på Svanholm Gods og Farm of Ideas. Og de skal overnatte på et udvalg af de herregårde og hoteller, som ligger ved fjordene.

Flere aktiviteter på vej
De inviterede journalister tæller landsdækkende dagblade, livstilmagasiner og en blogger. Og det er kun begyndelsen til et større fremstød, der vil finde sted hen over efteråret, fortæller Thomas Kær Mahler.

"Lige nu er vi i fuld gang med at optage en række film, som vi skal bruge i den nationale og internationale markedsføring af Fjordlandet. Vi lancerer i efteråret en kampagne på de sociale medier, så både danskere og tilrejsende udefra kan få øjnene op for alt det, vi har at tilbyde. Her vil vi præsentere hele paletten af attraktioner, som vi har i området. Ud over gastronomien er det jo blandt andet den fantastiske natur, de spændende lokale miljøer, Roskilde Domkirke, som er på UNESCO’s Verdensarv-liste, de mange museer og udflugtsmål. Og ikke mindst vores historie – fra bondestenalder over vikingetid og frem til i dag", siger Thomas Kær Mahler.

Formålet med efterårets fremstød er at gøre Fjordlandet til et kendt begreb og en endnu vigtigere turistattraktion, både nationalt og internationalt.

"De fire kommuners turistorganisationer har fundet sammen i Fjordlandet, fordi vi har så meget til fælles. Det giver mening, at vi markedsfører os som et samlet område i stedet for hver især at fortælle om, hvad landskabet, fjordene og byerne har at byde på. Turister i Roskilde, Frederikssund, Holbæk eller Lejre vil jo ofte være interesserede i, hvad de kan se i nærheden. Og i forvejen krydser mange af turistattraktionerne vores kommunegrænser. Det gælder f.eks. Nationalpark Skjoldungelandet og den nye passagerfærge på Roskilde Fjord".

Få flere oplysninger hos projektleder Thomas Mahler på thma@lejre.dk eller telefon 29 37 11 87.