Frederikssund rykker på uddannelsesområdet

I Frederikssund er etableringen af et forstærket uddannelsesmiljø kommet godt fra land. Under paraplyen "Campus Frederikssund" har ungdomsuddannelserne i fællesskab allerede opnået flotte resultater.

Onsdag d. 30. maj

Hele 26 % af den seneste ungdomsårgang i Frederikssund har således valgt at starte på en erhvervsuddannelse. Det viste en undersøgelse fra Dansk Byggeri tilbage i april.

- Det er faktisk sådan, at Frederikssund Kommune er den eneste kommune i Nordsjælland, der på nuværende tidspunkt opfylder regeringens 2020-målsætning om, at 25 % af en ungdomsårgang skal gå på en erhvervsuddannelse. Det skal vi være rigtigt tilfredse med, lyder det fra Hans Peder Wagner, projektleder i Frederikssund Erhverv.

Det flotte resultat får dog ikke uddannelsesinstitutionerne i Frederikssund til at hvile på laurbærrene. Nu er målet at nå regeringens 2025-mål på 30 % allerede i 2020.

- Vi er nået et godt stykke af vejen, blandt andet via et stærkt samarbejde mellem uddannelser, virksomheder og Frederikssund Kommune. Vi er dog slet ikke i mål, og derfor er vi enige om at hæve ambitionerne yderligere, fortæller Hans Peder Wagner.

Om Campus Frederikssund

På Campus Frederikssund danner områdets ungdoms- og erhvervsuddannelser fælles front for at tiltrække og fastholde flere unge mennesker fra området, der tidligere ville søge mod enten Hillerød, Ballerup, Roskilde eller København.

Katalysatoren er uddannelsesprojektet FUEL, som har opnået regional- og EU medfinansiering på i alt 13 millioner kroner frem til 2020.

> Frederikssund Erhverv er dybt involveret i uddannelsesindsatsen, da vi anser sikringen af kvalificeret arbejdskraft i fremtiden som en af nøglerne til, at vores erhvervsliv kan fortsætte med at udvikle sig i en positiv retning.