Kloge Hænder inspirerer skoleelever

Tirsdag og torsdag i uge 21 var elever fra 8. klasse i Frederikssund Kommune på besøg hos en håndfuld lokale virksomheder. Her fik de inspiration til, hvad de kan uddanne sig til efter folkeskolen. Besøgene er en del af kampagnen 'Kloge Hænder', som afholdes over hele landet.

Onsdag d. 22. maj

Topsil GlobalWafers A/S, Føtex Frederikssund, Amphenol Procom A/S, Husmer Glas og Facade og Mountain Top Industries Aps var de fem lokale virksomheder, der medvirkede i årets udgave af Kloge Hænder.

En gruppe elever fra Ådalens Skole besøgte tirsdag den 21. maj Topsil GlobalWafers A/S i Frederikssund.

Her mødte de en række medarbejdere med forskellige fagligheder og uddannelser, der alle fortalte om Topsil og de forskellige dele af produktionen af silicium. Topsil producerer ultrarent silicium, som kan bruges til at fremstille energieffektive og langtidsholdbare elektriske komponenter, der bruges i blandt andet vindmøller og højhastighedstog. Topsil er en af kun fem virksomheder i hele verden, der producerer silicium.

Eleverne blev inddelt i to grupper med fem i hver og blev ført gennem nogle af de ting, der foregår på Topsils fabrik. Blandt andet fik eleverne lov at arbejde med kobber og lave deres egen lyseslukker ved at skære, rengøre og lodde kobberet. Alle eleverne gik til opgaven med interesse og fik produceret deres egen lyseslukker.

Derudover fik eleverne en rundvisning i produktionen, hvor de så, hvordan den ultrarene silicium fremstilles, ligesom de fik lov at se, hvad der sker før og efter selve produktionen. De fik også en regneopgave, og bagefter så de, hvordan Topsil renser vandet fra produktionen og genbruger så meget som muligt.

- Det har været rigtig spændende. Det har været teknisk, og det kan jeg godt lide. Også at høre om de forskellige stoffer, de bruger, for jeg kan godt lide fysik og kemi. Vi får en bedre forståelse af virksomheden og lærer noget om, hvad man laver her, fortæller 15-årige Freya Osterkrüger Stang, der godt kan forestille sig, at hun en dag kunne arbejde et sted som Topsil.

- Det var sjovt at lave lyseslukkere og prøve det fra step til step. De har været gode til at fortælle, så man forstår det. Og de er meget imødekommende og har taget godt i mod os, siger 14-årige Monique Juel Guldhammer. For hende var det blandt andet grænseoverskridende at stå med en 800 grader varm flamme for at lodde lyseslukkeren sammen.

Monique lodder kobberdelene til lyseslukkeren sammen med hjælp fra smeden Peter.Monique lodder kobberdelene til lyseslukkeren sammen med hjælp fra smeden Peter.


Socialt ansvar

Det er tredje år, at Topsil deltager i Kloge Hænder og har elever på besøg på virksomheden. De planlægger besøget nøje, så eleverne kommer rundt på hele virksomheden og får mødt de forskellige erhvervsgrupper.

- Vi vil gerne vise de unge, at der er flere muligheder inden for uddannelser, og måske gøre dem interesseret i at vælge en håndværksmæssig uddannelse. Vi ser det som en del af et socialt ansvar, vi tager som virksomhed, fortæller Anne-Dorthe Anthony, der er HR manager i Topsil. Det er hende, der har taget mod eleverne og som står for at arrangere hele dagen.

- Vi planlægger dagen i samarbejde med de forskellige afdelinger, og der er god vilje alle steder. Eleverne tager også godt i mod det, og der er mange af især pigerne, der er meget skarpe, siger Anne-Dorthe Anthony.

I løbet af dagen møder eleverne både markedsøkonomer, smede, mekanikere, ufaglærte og ingeniører. Alle er med til at vise, at der er flere forskellige baggrunde hos Topsils mange medarbejdere.

Du kan også se en video fra Kloge Hænder 2019 i Frederikssund her:


Fakta om Kloge Hænder

Kloge Hænder er en kampagne, skabt af Tektanken, der finder sted i hele landet. Formålet er at få elever ud på virksomhederne for at opleve de mange forskellige jobmuligheder, en erhvervsuddannelse kan føre til.

I Frederikssund Kommune er Kloge Hænder en del af projektet FUEL. FUEL arbejder for at få flere unge til at vælge og ikke mindst gennemføre en erhvervsuddannelse. FUEL er et samarbejde mellem Knord, Esnord, TEC, SOSU H, Frederikssund Erhverv og Frederikssund Kommune.

Størstedelen af teksten herover er lånt fra en artikel produceret af Frederikssund Kommune.