Ostehandler ved et uheld

Den Glade Ost i Jernbanegade i Frederikssund har siden 2012 forsynet kunder fra nær og fjern med specialoste og andre udvalgte delikatesser. Bag disken finder man en altid smilende Steen Jensen.

Mandag d. 26. februar

Med en lang og succesfuld karriere i byggebranchen lå det slet ikke i kortene, at Steen skulle åbne en osteforretning.

Dette er historien om en mand, der nægtede at lade et alvorligt trafikuheld sætte en stopper for et aktivt og meningsfuldt arbejdsliv.

Torpederet på cykel

En tidlig sommermorgen i 2009 var Steen Jensen på vej til Farum. På et splitsekund ændrede baggrundslyden sig fra fuglesang til sirener.

- Jeg var som ofte før kørt afsted på min racercykel. Det var faktisk første dag på et større byggeprojekt, jeg var en del af. Det nåede jeg dog aldrig, fortæller Steen Jensen.

Ud af det blå kørte en bilist ud fra en sidevej og ind i den dengang 53-årige procesleder i entreprenørvirksomheden Jakon.

Politi og ambulance kom hurtigt til, og Steen blev kørt til traumecentret på Rigshospitalet. Et brud på rygsøjlen og en alvorlig hjernerystelse var den første diagnose.

- Jeg var egentlig ved godt mod og troede, at jeg lynhurtigt ville være i gang igen. Men selv om jeg hurtigt efter uheldet forsøgte at tage på arbejde, viste det sig, at mit hoved havde taget mere skade end først antaget. Jeg blev sendt hjem og beordret til at søge hjælp.

Steen Jensen måtte erkende, at det tidligere arbejde umuligt kunne genoptages. Han fik konstateret posttraumatisk stresssyndrom, der blandt andet betød, at han mistede sin korttidshukommelse og har haft svært ved at håndtere uforudsete handlinger.

Siden begyndte en sej kamp for at finde en ny og givende plads på arbejdsmarkedet.

Drømmen om ost startede i Lyngerup

Ved siden af genoptræningen blev Steen Jensen sendt i arbejdsprøvning på mejeriet i Lyngerup. Han var glad for arbejdet og formåede stille og roligt at øge antallet af arbejdstimer.

Det stod dog hurtigt klart, at han var nødt til at finde et alternativt job med fleksibilitet og mulighed for kortere arbejdsdage. Hvad det job skulle være, vidste han ikke på dette tidspunkt, men han var fast besluttet på at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Det skulle vise sig at blive sønnens svigerfar, der udpegede retningen. Under en ferie i Frankrig foreslog han Steen at blive ostehandler. Han ville tilmed hjælpe med at importere franske kvalitetsoste. Forslaget blev først afvist.

- Det var sådan set en god ide, men også meget at skulle tage stilling til lige med det første. Så jeg slog det hen.

Kort tid efter vi var kommet hjem fra Frankrig, landede der så et brev fra en advokat i postkassen.
Brevet var fra Jens (Steens søns svigerfar, red.), der havde stiftet et selskab i Steens navn og indbetalt noget startkapital.

- Det var en stor, men dejlig overraskelse. Tanken om at blive selvstændig og finde min egen vej tiltalte og motiverede mig. Så det endte med, at jeg fandt et passende butikslokale i Frederikssund.

Brevet blev altså startskuddet til Den Glade Ost. Steen Jensen gik herefter i gang med at istandsætte og indrette osteforretningen i Jernbanegade 18.

Fun fact: Den Glade Ost sælger ét ton af den hollandske ost, Vlaskaase, om året. Kunderne har døbt osten ”fredagsslik”.

Det handler om næstekærlighed

Undervejs i interviewet understreger Steen Jensen flere gange, at han fra sit uheld og frem til i dag er blevet hjulpet af så mange forskellige mennesker, at han ikke har tal på dem.

Alt fra venner og familie til læger og kommunale medarbejdere – og ikke mindst Steens kone.

- Jeg er fuld af taknemmelighed over den enorme hjælp, jeg har fået. Især min kone har været en fantastisk støtte hele vejen igennem. Den næstekærlighed, jeg har oplevet fra alle sider, forsøger jeg at give videre til mine kunder.

- De skal have den bedste betjening, uanset om de køber for 30 eller 800 kroner. Jeg bliver så glad, når kunderne har en god oplevelse og kan lide mine produkter. Det er livskvalitet for mig.

Man kan, hvad man vil

I det daglige er Steen selv at finde bag disken. Han har dog personale til at hjælpe, så dagene ikke bliver for travle og for lange.

- Det har været meget vigtigt for mig at acceptere min skæbne og lære mine begrænsninger at kende. Og ja, der er ting, jeg har sværere ved end andre.

- Men det betyder altså ikke, at man skal droppe ambitionerne om et meningsfuldt arbejdsliv, siger ostehandler Steen Jensen.

Den Glade Ost åbnede den 12/12 2012 kl. 12, hvor 30-40 kunder allerede ventede uden for butikken. Siden har der på fem år dannet sig en trofast kundebase, der gerne kommer langvejs fra for at få fingre i de unikke specialoste, som sortimentet består af.

Steen Jensen er for nylig blevet spurgt af Jobcenteret i Frederikssund Kommune, om han ved at dele sin historie vil inspirere ledige, der også kæmper med fysiske eller psykiske udfordringer. Det har han sagt ja til.