Radikale politikere på ”uddannelsestur”

Mandag den 21. januar var to politikere fra Radikale Venstre på ”uddannelsestur” i Frederikssund for at få et bedre indblik i, hvordan samarbejdet mellem virksomheder og uddannelser foregår i praksis – og hvilke resultater det har kastet af sig indtil nu.

Fredag den 25. januar

Samarbejdet mellem uddannelserne og erhvervslivet går forrygende i Frederikssund. Skolerne er over en bred kam rykket langt tættere på virksomhederne, og en række konkrete projekter under paraplyen FUEL har sat skub i tilførslen til erhvervsuddannelserne.

Formålet med et forbedret samarbejde er at imødekomme behovet for kvalificeret arbejdskraft nu og i fremtiden – og at give de unge mennesker et bedre grundlagt at vælge uddannelse og karriere ud fra.

Afgørende med politisk interesse og velvilje

Peter Bo Andersen og Patrick Zaubitz fra Frederikssund Erhverv var værter, da Maria Katarina Nielsen, byrådsmedlem i Frederikssund Kommune, og Kristian Hegaard, byrådsmedlem i Fredensborg Kommune og Folketingskandidat (opstillet i Frederikssund), besøgte Campus Frederikssund og Mountain Top Industries.

- Vi stiller altid gerne op og fortæller om fortræffelighederne og mulighederne i samarbejdet mellem kommune, uddannelser og virksomheder. Det er meget glædeligt, at der gennem længere tid har været så stor politisk interesse og velvilje i byrådet over for indsatsen på det her område. Det er afgørende for, at vi er kommet så langt i Frederikssund, som tilfældet er, siger direktør i Frederikssund Erhverv, Peter Bo Andersen.

Efter lidt lettere hjernevask i Frederikssund Erhvervs lokaler i Havnegade gik turen til Campus Frederikssund, hvor Campusformand Heidi Post Dam og EUD-uddannelsesleder Jacob Skovsgaard fortalte de to unge politikere om årsagerne til, at Frederikssund allerede nu er kommet i mål med den nationale målsætning om, at 25 % af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsrettet uddannelse.

Ros til byrådet

Kort fortalt bunder succesen i et tæt samarbejde mellem de forskellige aktører på Campus for at opnå ”kritisk masse” ift. elevtal samt FUEL-projektets positive indflydelse på samspillet med virksomhederne og bedre initiativer i udskolingen på de lokale folkeskoler.

- Det er virkelig spændende at få et dybere indblik i, hvad der allerede er opnået lokalt i kraft af blandt andet FUEL-projektet. For mig som ung politiker er det inspirerende at være en del af et byråd og en kommune, der gennem længere tid har prioriteret uddannelsesområdet så højt som i Frederikssund. Det er et område, jeg brænder for og vil gøre mit for at løfte yderligere, lyder det fra Radikale Venstres Maria Katarina Nielsen.

Sidste stop på turen var Mountain Top Industries, hvor HR Manager, Jeanette Hassel, og områdeleder, Dennis Kristiansen, berettede om de positive effekter af FUEL-projektet - set fra virksomhedssiden.

Mountain Top Industries fortalte, at de er glade for at kunne få de unge i tale og vise dem, at moderne produktionsarbejde er meget mere end sved og svejsestøv. Virksomheden har via de forskellige aktiviteter, blandt andet CampusDag XL og Kloge Hænder, fået mulighed for at gøre unge og forældre opmærksomme på, at Mountain Top er en spændende, hightech arbejdsplads med rigtig gode karrieremuligheder.

I løbet af 2019 fortsætter uddannelsesprojektet FUEL med at styrke samarbejdet mellem kommune, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. I det kommende år gennemføres en lang række aktiviteter, herunder virksomhedssafari for lærere, Kloge Hænder-kampagnen, CampusdagXXL og Karriereagenterne.