Skal din virksomhed være grønnere og sundere økonomisk?

Frederikssund Erhverv og Frederikssund Kommune deltog aktivt i Bæredygtig Bundlinje 1.0, hvor 13 lokale virksomheder fik hjælp til en grønnere forretningsplan og en bedre bundlinje.

Tirsdag d. 20. august

Nu åbner Bæredygtig Bundlinje 2.0 op for tilmeldinger fra interesserede virksomheder, der vil have gratis konsulenthjælp til at blive både grønnere og sundere økonomisk.

Små og mellemstore virksomheder i Frederikssund og omegn kan også ansøge, selv om Frederikssund Erhverv og Frederikssund Kommune ikke i denne omgang er partnere i projektet.

Patrick Zaubitz, projektleder i Frederikssund Erhverv, fortæller:

- Den nye version af Bæredygtig Bundlinje løber i tre år og giver 80 virksomheder i Region Hovedstaden mulighed for at arbejde konkrete indsatser for at blive grønnere - og få en bedre økonomi samtidig.

- Vi opfordrer vores lokale virksomheder, der kan se et potentiale i det her, til at tilmelde sig. Vi har rigtig gode erfaringer fra sidste gang og ved, at det kan have en positivt effekt på virksomhedens økonomi at få professionel hjælp til at blive grønnere.


Mange fordele

Der er mange fordele ved at udvikle sin forretning i en grønnere retning. FN's verdensmål er kommet på manges læber, kunderne efterspørger i stigende grad bæredygtige løsninger, og virksomheder kan spare både energi, materialer og penge, hvis de tænker mere grønt og cirkulært.

De konkrete områder, der arbejdes med i Bæredygtig Bundlinje 2.0 er forbedring af affaldssortering, udnyttelse af affald som en ressource, reduktion af madspild, udskiftning af benzin- eller dieselbiler med el-biler og miljøledelse.

Interesserede virksomheder kan også vælge at gå skridtet videre og få skræddersyet et forløb, hvor de arbejder med de cirkulære potentialer i alle led af virksomhedens værdikæde, lige fra produktion over leverandører til kunder.

Den grønne omstilling kan gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige og skabe grøn vækst.


Få gratis hjælp til grøn omstilling af din virksomhed

I Bæredygtig Bundlinje 1.0 fik 100 virksomheder fra 10 forskellige brancher hjælp fra kommuner og rådgivere til at udvikle grønne forretningsplaner.

- Resultaterne fra det første projekt var overbevisende. Virksomhederne kunne samlet spare mere end 3.100 tons CO2, og for mange blev projektet startskuddet til deres grønne omstilling. Det, at vi øger virksomhedernes bevidsthed om de mange grønne muligheder, er et af projektets vigtigste resultater. Med omkring 300.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark, er potentialet enormt, siger Poul Erik Lauridsen, der er direktør i Gate 21, som leder projektet, og fortsætter:

- Hvis vi skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030, er det afgørende at få virksomhederne i gang med grøn og cirkulær forretningsudvikling.

Projektets partnere er nu i gang med at finde de i alt 80 virksomheder, der skal deltage i projektet.

Du kan se flere detaljer om Bæredygtig Bundlinje 2.0 her.

Interesserede virksomheder kan allerede nu kontakte projektleder Lise-Lotte Schmidt-Kallesøe på lft@gate21.dk.

For mere information kan du kontakte Patrick Zaubitz, projektleder i Frederikssund Erhverv. på paz@frederikssunderhverv.dk.