Sporarbejde på Frederikssundsbanen

De fleste har formentlig opdaget, at Banedanmark fra 1. juni til og med 26. august 2018 renoverer skinner og broer på Frederikssundsbanen.

Onsdag d. 6. juni

Årsagen til Banedanmarks arbejde er, at brugere også i fremtiden skal kunne opleve en stabil togdrift på Frederikssundsbanen.

S-togene på Frederikssundsbanen transporterer hver dag 30.000 passagerer, der alle skal finde alternative rejseveje til arbejde i perioden.

Til de lokale virksomheder

Hvis din virksomheds medarbejdere er berørte af sporarbejdet, er her en række tips til at komme ud og hjem fra 1. juni til 26. august.

Plejer du at bruge S-toget, er det vigtigt, at du overvejer alternative ruter og er opmærksom på de tiltag, som DSB og DOT – Din Offentlige Transport har lavet, for at hjælpe dig og andre med at komme frem så hurtigt og smertefrit som muligt.

Læs mere om sporarbejdet og zoneudvidelse på dinoffentligetransport.dk - og tjek altid rejseplanen.dk før du rejser.

Find alternative ruter via rejseplanen.dk: Der er mange muligheder for komme videre med bus, S-tog og Regionaltog. Movia og DSB indsætter ekstra busser og Togbusser, så du kan komme på tværs til regionaltoget i Roskilde eller S-togslinjerne fra Høje Taastrup, Farum og Hillerød. Din nemmeste rejse finder du på rejseplanen.dk.

Tag cyklen noget af vejen: Måske kan du cykle til et andet S-tog eller en anden bus, end du plejer. Det kan være du skal ud på en omvej – men det kan være det hurtigste for dig.

Tjek om du kan få zoneudvidelse til dit pendlerkort: Hvis du har et aktivt pendlerkort til mindst to zoner langs Frederikssundsbanen (zone 7, 94, 85, 74, 64, 63, 53, 42, 31), kan du få udvidet pendlerkortet til også at gælde de zoner, du skal igennem på din alternative rute. Du tilmelder dig zoneudvidelse ved at sende en sms med teksten "zone" til 1919.

Lad bilen stå: Det vil skabe store forsinkelser, hvis alle skifter over til bilen og fylder vejene op i myldretiden. Måske er din hurtigste vej at tage cyklen noget af vejen til en anden bus eller station, end du plejer.

Få tiden tilbage: Hvis du rejser med Togbus, kan du veksle den forlængede rejsetid med Togbus til nye rejser med DSB. Det gør du ved at sende SMS med teksten "Fåtidentilbage" til 1919.