Turismesamarbejde intensiveres med ansættelse af projektleder

Roskilde, Holbæk, Frederikssund og Lejre kommuner og visitorganisationer intensiverer turismesamarbejdet Fjordlandet, med ansættelse af projektleder Thomas Kær Mahler, der er ansat pr. 1. marts 2018.

Mandag d. 29. januar

Thomas Mahler kommer fra en stilling som projektleder for Visit Norway med det daglige ansvar for vandre – og cykelture internationalt og på det danske marked.

Thomas har stor erfaring med digital kommunikation og markedsføring b.la via brug af sociale medier. Derudover har han gennem sit arbejde for Visit Norway erhvervet viden, færdigheder og kompetencer inden for kreativ projektledelse, innovation, læring og kompetenceudvikling i organisationsperspektiv. Thomas er uddannet Cand. Mag i turisme samt markedsføringsøkonom - og i øvrigt en dygtig fotograf.

De fire kommuner og visitorganisationer har hermed valgt fra 2018 at fokusere endnu mere på samarbejdet om at udvikle og markedsføre området omkring Isefjorden, Lammefjorden, Holbæk Fjord og Roskilde Fjord. Det er sket under den fælles overskrift Fjordlandet.

Under denne titel er der blevet udviklet tre kernefortællinger, som sætter fokus på: Fællesskab, Landskab & Kulturhistorie samt Fjordliv & Frihed.

Fjordlandet vil i særdeleshed blive synliggjort digitalt b.la. på de sociale medier. Målgruppen er primært nationale og internationale turister, der er optaget af netop de fortællinger området kan byde på. Derfor er det tværgående fokus vigtigt.

- Vores samlede område rundt om fjordene er helt unikt og rummer så meget kulturhistorie og så mange muligheder for at opleve og dyrke naturen. Med en endnu stærkere, fælles turismeindsats får vi et tydeligere brand og en platform, hvor de gode historier om attraktioner og oplevelser kan komme ud over rampen.

Sådan lyder det enstemmigt fra cheferne i de fire visitorganisationer; Anne-Grethe Sørensen (Holbæk), Mette Holmgren (Roskilde), Mette Seneca (Frederikssund) og Thure Dan Petersen (Lejre).

Den helt lokale turismeformidling vil den enkelte kommune/visitorganisation fortsat selv stå for, hvor Fjordlandets fokus i særdeleshed vil være tværgående turismetilbud af national eller international interesse.

Yderligere kontakt:
Visit Frederikssund v. Mette Seneca, Udviklingschef for turisme og oplevelser, M: 2440 0879, Mail: ms@frederikssunderhverv.dk.

Visit Holbæk v. Anne- Grethe Sørensen, Turistchef, M: 2383 6868, Mail: annegrete@heforum.dk.

Visit Roskilde v. Mette Holmgren, Turistchef, M: 3131 1760, Mail: mette@visitroskilde.dk.

Visit Lejre v. Thure Dan Petersen, Centerchef, M: 2074 2213, Mail: thpe@lejre.dk.

Fakta:
Fjordlandet er organiseret af en styregruppe, bestående af repræsentanter fra de fire visitorganisationer. Sekretariatsbetjeningen for Fjordlandet er forankret i Lejre kommune.