Veloverstået generalforsamling og ny bestyrelse

Tirsdag den 23. april afholdte Frederikssund Erhverv den årlige generalforsamling, hvor to nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt ind i bestyrelsen, mens to trofaste og markante bestyrelsesmedlemmer udtrådte.

Onsdag d. 24. april

I år blev generalforsamlingen i Frederikssund Erhverv afholdt i de naturskønne og indbydende omgivelser på Bautahøj Konferencecenter i Kulhuse.

Der deltog lidt over 70 medlemmer, som ud over selve generalforsamlingen kunne netværke og nyde Bautahøjs gastronomiske kunnen.

Direktør i Frederikssund Erhverv, Peter Bo Andersen, udtaler:

- Jeg synes, at vi endnu en gang har fået en meget spændende bestyrelsessammensætning. Der er et væld af kompetencer og stort engagement til stede, og bestyrelsesmedlemmerne repræsenterer nogen af de største og mest markante virksomheder i kommunen. De brænder hver især for erhvervslivet i lokalområdet, og de brænder for Frederikssund Erhverv.

- Vi er meget glade for den enorme opbakning, vi oplevede fra vores medlemmer på generalforsamlingen. Vi er til for de erhvervsdrivende i kommunen, så deres støtte betyder naturligvis rigtig meget for os.

Farvel til to "erhvervsfyrtårne"

Til generalforsamlingen blev der sagt velkommen til Mette Brink og Henrik Støwer Petersen, der begge blev valgt ind i bestyrelsen, men også farvel og mange tak til to betydningsfulde erhvervsskikkelser.

Peter Borregaard har som mangeårig administrerende direktør i Procom A/S været en markant personlighed i erhvervslivet i Frederikssund. I en årrække har han også ydet en stor indsats i Frederikssund Erhvervs bestyrelse, men er nu udtrådt, da han sidste år stoppede i Procom A/S.

Marie-Louise Bjerg har som succesfuld ejerleder i Mountain Top Industries ApS været et af de tydeligste symboler på væksten i det lokale erhvervsliv. Efter salget til kapitalfonden Axcel er MarieLouise Bjerg ikke længere aktiv i virksomhedens direktion og udtræder derfor også af Frederikssund Erhvervs bestyrelse.

- Vi skylder både Peter og Marie-Louise en stor tak for deres engagement gennem årene. De har været blandt de allervigtigste støtter og samarbejdspartnere for Frederikssund Erhverv - og begge har ydet en forbilledlig indsats i vores bestyrelse og for det lokale erhvervsliv generelt, lyder det fra Peter Bo Andersen.

Frederikssund Erhvervs bestyrelse består efter generalforsamlingen af følgende ni virksomhedsrepræsentanter + to byrådsmedlemmer:

Michael Tøgersen - direktør i Handelsbanken (formand)
Annette Kobberup - Executive Vice President i CO-RO A/S (næstformand)
Mette Brink - CEO i Amphenol Procom A/S (nyvalgt)
Henrik Støwer Petersen - CEO i Mountain Top Industries ApS (nyvalgt)
Stig Bergdahl - Center Manager i Sillebroen A/S
John Bang Nielsen - direktør i Bang Nielsen A/S
Tom Hoel - direktør i Aerobicgården
Birgitte Trasbo Kelvis - direktør i Trasbo A/S (mangler på billedet)
Morten Voss - CEO i Roth North Europe A/S (mangler på billedet)
Niels Martin Viuff - byrådsmedlem (A)
Ole Søbæk - byrådsmedlem (C)

Se bestyrelsessiden her.